Juni 2021

Endelig er vi blevet kørende på IT-fronten og jeg skal gøre mit bedste for at få opdateret hjemmesiden for Jer, der følger med her. Selvom dyrskuerne er aflyst, er verden jo ikke helt gået i stå.

Læg mærke til nøglesnoren fra Roskilde Dyrskue, som skulle have været denne juniweekend. Børnebørnsflokken er vokset betragteligt siden sidste dyrskue, men afsted skulle vi for at holde aflysningen ud og få luftet campingvognene. Vi havde en dejlig tur til Møn Camping og gedeavleren var glad.

Hver gang der sker noget i gedeflokken, kommer kameraet op af lommen og når jeg kigger på billeder fra juni, er det alle bukkene, der kommer frem.

Svalens JJ, der er så nem at have med at gøre, fik klippet klove og de værste filtklumper blev fjernet. Vi gav ham lidt balsam i pelsen, så han var klar til snarlig vask og “strygning”.

Så blev det tid til at flytte hjemmefra for årets tre bukkekid. De to skulle dog ikke flytte så langt, kun ind i bukkefolden her på gården. Det er godt at øve sig i at stå bundet et øjeblik før det første besøg på klippebordet.
Her er så gedeavlerens sommerferieresidens: Under valnøddetræet en tidlig morgen med en af bukkene fra sidste år. Skaldemanden sprang ud af bilen og bad om lov til at tage et billede.

Og sådan gik juni på hæld med masser af lyse timer og dejligt arbejde med dyrene.

Leave a Reply