Oktober 2018

Vi fik det første frostvejr her i oktober og det er en god anledning til at understrege, at gederne holder varmen ved at æde godt med stråfoder.

Gederne er super glade for wrappen og gedeavleren er glad for at have foder til rådighed, der tilgodeser dyrenes behov.

Der har været tid til at gøre lidt i orden omkring dyrene. Stalden er blevet muget ud og for første gang har gedeavleren haft gang i kompressoren og blæst alle spindelvævene ned. Hold nu helt op, hvor det pyntede!

Også ude i hundyrenes fold er der sket noget. Vi havde brug for midlertidige trapper på jobbet og gedeavleren så straks muligheden for at overtage dem til gedebrug. Min søde mand og min hjælpsomme nabo hjalp hinanden med at bygge om og rette til, så rørene fik fine trappetrin i stedet for den gamle rampe.

Gederne er nysgerrige og interesserede og de ser med det samme, at der er noget, der er forandret.

Gederne har ikke vist tegn på brunst, så gedeavleren krydser fingre og venter i spænding på, at scanningen kan fortælle os, hvor mange kid, der er på vej.

Skriv et svar