Jeg advarer på forhånd: Masser af kidsnak og måske også et billede eller to. Læmmetiden er – og har altid været – et af årets højdepunkter for gedeavleren her på gården. Jeg elsker at se selve læmningen, at iagttage gedens moderegenskaber, at lære kiddene at kende og følge deres udvikling.

Så kom kiddene! Malene og Joleen, døtre efter John, leverede hver to gimmere, fuldstændig rigtige i farven, hvor de begge to tidligere, som I måske husker, har været rundhåndede med sorte pletter på kiddene. Så var vi da godt igang.


De næste to var de gamle import geder StellaMaria, som fik to bukkekid og Julia, som fik en buk og en gimmer. Stadig store flotte kid med fødselsvægte mellem 4 og 5 kg. De østrigske linier leverede en enkelt sort plet for meget på maven af Stellas ene bukkekid, men ellers er de bare superfine og de er begge to gamle, erfarne mødre.




Selvom gedeavlerens læmmeferie nu er slut, mangler der stadig et par stykker, I hører mere i næste måned.