Det har været en stille måned, våd og mørk. Gedeavleren her på gården elsker ikke den mørke tid. Det gælder om at komme ud at fodre til aften med det samme, når jeg kommer hjem fra arbejde, så jeg kan udnytte det allersidste dagslys.
Håbet om, at alle geder er drægtige vokser i denne måned. Der har ikke været brunst at se – kun hos kiddene fra i år, som ikke skal ilæmmes før næste år. Det bliver så spændende at finde ud af, om alle bukkene har klaret opgaven. Heldigvis skal der scannes i næste måned, så spændingen udløses.
