Året flyver afsted og i denne måned blev det tid til at sætte gang i bedækningssæsonen. Vi skal i år bruge vores to voksne bukke Franzl og JJ i avlen, så de får en foldfuld geder hver og vi har endnu engang fornøjelsen af højparfumerede bukke på begge sider af huset. Hvorfor har gedeavleren dog valgt at arbejde med en dyreart, hvor handyrene stinker sådan??!! Nå, det er jo heldigvis kun en kort periode. De to unge bukke Rocky og Marshall må bo i staldens ene boks, medens de tre unge gimmere Margrethe 2., Søster Lagkage og Miss Sunshine bor i den anden boks indtil bedækningerne er overstået.

Det er altid hyggeligt at se mine gamle dyr igen. Viki og hendes datter Gurli Ged er hjemme til bedækning. De er meget knyttede til hinanden og har det godt.

