Januar er en stille måned for gedeavleren her på gården. Vi er flyttet hertil d. 1. juli – vi flyttede ind, da København druknede i regn. Min gode mand, som har drevet jorden her omkring i hele sit liv, kan ikke huske, at der nogen sinde er kommet så meget vand. Gedefolden ser da også ud derefter med meget pladder forskellige steder, men vi vælger stadig at lade gederne gå ud og ind, som de vil. Der skal ikke meget sol og tørvejr til, før de springer over pytterne og går til de mere tørre områder af folden og nyder livet.
Kun de to bukke Mark på 2½ og Victry på 1½ går i stalden i en stor boks og kan ikke komme ud. Bukkefolden blev tilsået i efteråret og er endnu ikke klar til at slides på. Vores bukke flyttede først endelig hjem til os d. 29. oktober, da de skulle bedække gederne. Jeg kunne ikke have buk, hvor jeg boede før, så mine bukke har været opstaldet hos gode gedevenner gennem årene. Nu går vi og vænner os til hinanden, medens de er på stald og det er en stor glæde, at de lader sig klø og virker veltilpasse her.
I januar fodrer jeg altid med juletræer. Gederne får meget god tid til at gå med at gnave i dem, der bliver kun en lille, tør afbarket stamme tilbage. Tidligere har de fået dem i en stor bunke i folden, men i år har min gode mand opfundet et juletræsophæng. Juletræet hænger således vandret ned i to kæder, der sidder i loftet og bliver ikke beskidt nogen steder. Det virker rigtig fint.
Nu glæder vi os til næste uge, hvor gederne bliver scannet, så vi ved, hvor mange kid, der er på vej. De senere år har jeg fået scannet gederne. Når jeg ved, hvor mange kid, der er i hver enkelt ged, kan jeg bedre tage lidt ekstra hensyn til dem, der skal have trillinger eller førstegangslæmmere, der skal have tvillinger. Endvidere er det rart at vide, hvor mange kid der er, hvis der opstår problemer under læmningen. Kiddene er jo et af årets store højdepunkter, så scanningsdagen er en lille forsmag på glæderne.
Så er gederne scannet.
I søndags, da jeg selv befandt mig i Hjørring, måtte min gode mand og min kloge datter sørge for at have alle gederne bundet og klar til scanning. Det klarede de heldigvis fint og vi er meget tilfredse med resultatet. Én af de gamle Wallisere venter trillinger, én skal kun have et kid og de sidste fire venter tvillinger. Så nu venter vi bare på foråret og påskeferien, hvor alle de nye små Wallisere gerne skulle se dagens lys.