Gederne giver mig masser af tænketid, masser af fredelig alenetid hver eneste dag, når jeg fodrer. Det er meget værdifuldt. Mindst ligeså værdifuldt er det, når bondemanden, børn, svigerbørn, børnebørn og gode venner kommer og hjælper med forskellige gederelaterede opgaver. August har været spækket med hjælpende hænder.
Således kom min gode veninde Berit på striglebesøg. Man snakker så godt, medens man strigler! Vi nåede de to voksne østrigere og de tre gimmerkid med klovklipning og det hele, inden vi var færdige med verdenssituationen – og vi nåede ikke at tage et eneste billede.