Juli har været varm, varm, varm og historisk tør. Min gode mand, som er barnefødt her på egnen, kan ikke mindes at vandstanden i vandingen har været så lav.
Vi fik lavet god wrap og hø i juni måned, dog manglede der ca 1/3 i forhold til de øvrige år pga tørken. Græsset er slet heller ikke kommet i gang igen efter 1. slet.
Vi har en gang i mellem problemer med, at der pludselig opstår en infektion omkring øremærket på de voksne dyr. Vi er så nødt til at fjerne øremærket, hvorefter såret heler fint op og der kan sættes et erstatningsøremærke i det gamle hul.
Hele besætningen er blevet ormebehandlet og ellers har både geder og gedeavler tilbragt mange af sommerferiens timer med rolige sysler – i skyggen!