April er gået og meget tid er brugt på at lære de nye kid at kende. De er blevet meget tamme, hvilket gør enhver håndtering lettere, hvis altså gedeavleren ikke falder over de små.
Bemærk striben af kid, der ligger sammen bagerst i billedet. De søger hinandens selskab og leger meget på rør og træstammer. Kid født samme år bliver ofte meget gode venner, hvilket giver god trivsel i flokken.
Sofie er flyttet hjemmefra sammen med sine to kid til en glad familie. Velkommen til Jer. Den opmærksomme læser vil tænke: Hvad så med Tulle, som netop var født samme år som Sofie og var hendes gode ven? Både Sofie og Tulle har fået gimmere, som de får lov til at beholde og så er det okay at skille dem ad, de bliver ikke alene i deres flok.
De første klovklipninger forud for dyrskuesæsonen er klaret og det næste, der venter er udvidet pelspleje. Vi venter bare på lidt lunere forårsvejr.