Da vi først havde fået geder og grej hjem fra Børn og Dyr på Bregentved har juli været stille og rolig. Det meget afvekslende sommervejr har givet mere græs i foldene end vi har været vant til, så fodringen herhjemme har været begrænset til halm, vand og mineraler.
Importdyrene har kun en motionsfold, så de er blevet fodret hele tiden og er nu helt vænnet til vores sædvanlige foder. Vi har været heldige at måtte beskære kraftigt i et par træer ved siden af isolationsfolden, så de har også fået masser af grene og mange timer er gået med at betragte de smukke dyr og glæde os til de kommer hjem.
Gedeavlerens store sorte bog til notater ligger fremme i øjeblikket og der tænkes mange tanker om det fremtidige avlsarbejde. Hvem skal indgå i avlen? Er der nogen, der skal sættes ud eller slagtes? Og hvilke geder skal bedækkes af hvilke bukke for at opnå de bedste resultater? Overvejelserne er mange.