Marts 2012

Vi venter. Venter og venter på kid og påske. Der er kommet syv Walliserkid i Nordjylland hos Erik og et enkelt hos Bjarne, så JEG GLÆDER MIG til det bliver vores tur. Vi har haft dejlige forårdage og efter lidt tilbagefald lover vejrudsigten lunere vejr igen.

Vi nyder alle overraskelserne i vores nye have, medens vi glæder os til kiddene.

Gederne går fortsat ude for at få optimalt udbytte af solens varme stråler og muligheden for at bevæge sig rundt og få lidt motion. Men især Tykke 84, som venter trillinger er efterhånden meget besværet, så tidspunket for at separere gederne i fine læmmebokse i stalden nærmer sig. Min kloge mand har besluttet at investere i gode grinder, så han én gang for alle slipper for at bygge læmmeboksene af diverse plader, strips, brædder og indlånt udstyr. De skulle gerne ankomme i næste uge og så rykker vi ind, så dyrene falder godt til inden kiddene kommer. Jeg er stor tilhænger af læmmebokse, det giver optimale muligheder for tilknytning mellem ged og kid og det giver super overblik for dyrepasserne.

Lille Grethe (f. 2009) med mavens karakteristiske facon i slutningen af drægtigheden.

I går satte vi gederne i læmmebokse inde i stalden. Min gode mand og min stærke søn tog sig af opstillingen af boksene for aller første gang her i den nye stald. Min kloge datter og jeg klippede klove på gederne og behandlede dem for lus. Det hele gik super godt og roen indfandt sig hurtigt. Vi har taget højde for, at dyr, der er gode venner, står ved siden af hinanden. De dyr, der i forvejen havde en yndlingsplads, fik også lov til at beholde den. De fem gimmerkid er lukket ude i folden med små huse at gå ind i og de klarer fint at undvære deres mødre. Så nu skal jeg bare have klaret de sidste arbejdsdage.

Sindy Jensen og Veninden (begge f. 2009) har fundet sig godt til rette i deres læmmebokse.

Og så kom de endelig! Natten til mandag d. 26. marts fik Tykke 84 véer. Vandet gik, hvorefter fødslen gik helt i stå. Jeg måtte hjælpe kiddene til verden og det hele endte med at Tykke 84 måtte aflives om morgenen. Hun var fuldstændig udmattet og viste overhovedet ingen interesse for kiddene, hvoraf de to overlevede. Det var en barsk start på sæsonen, men jeg glæder mig over de to glade, friske kid Frederikke og Flemming, der spurter rundt i stalden og drikker sutteflaske som om de aldrig har bestilt andet.

Svalens Frederikke og Svalens Flemming

De moderløses foretrukne soveplads i et lunt hjørne bygget af et par halmballer.

Det siger sig selv, at gedeavleren her på gården pt. ikke bruger så meget tid foran computeren. Der går meget hyggelig tid i stalden. Mødrene skal forkæles med lækkert hø og håndfodres med gulerødder og kiddene skal vejes, øremærkes og blive fortrolige med venlige menneskehænder. Jeg en meget glad for at være til stede ved læmningerne, så jeg kan give en hjælpende hånd, hvis der opstår behov for det.

Lille Grethe læmmer stående og kiddet ligger helt rigtigt med snuden på forbenene.

Svalens Valtra, fin gimmer på 4,2 kg.

Moderkærlighed.