Marts 2020

Medens kiddene er små, er det bare så hyggeligt at sidde lidt med sådan et lille varmt dyr – Valdemar på ferie hos Mormor og Bedstefar.

Vi har aldrig før haft geder og kid inde så længe, men vi venter stadig på, at foldene tørrer lidt mere og at regn og blæst bliver erstattet af andet vejr.

Gederne har det godt, men gedeavleren glæder sig rigtig meget til det bliver tid til at åbne dørene ud til foråret.

Pludselig blev livet forandret, da gedeavleren skal arbejde hjemmefra i forbindelse med Coronapandemien. Hverdagen kan tilrettelægges anderledes og dagsrytmen sender ofte en ged på klippebordet fra morgenstunden til en gang klovklipning eller striglning – så er vi godt i gang med dagen.

Og så blev det endelig tid til at åbne dørene og nedlægge læmmeboksene. Der er hurtigt faldet ro på flokken, det kendte hieraki er genetableret. Dyrene går på den lille fold og græsses langsomt ind med lidt længere tid dag for dag på den større fold om eftermiddagen.


Bukkene er også tilbage i folden. Gedeavleren har brugt mange Corona timer på at gøre folden fin og i orden til bukkene skulle ud igen.

Februar 2020

Læmmesæsonenes afslutning stod Joleen for og glæden var stor, da hun leverede en buk og en gimmer

Svalens Margrethe 2. få minutter gammel. Storebror Morten er allerede næsten tør.

I stalden er alting således i sin skønneste ordene, men udenfor regner det stadig. Bukkefolden er blevet så fyldt med pladder, at vi simpelt hen har valgt at evakuere bukkene. De er kommet ind i tørvejr i en stor løsdrift og trives godt med det.

Nu hvor læmmesæsonen er slut, starter gedeavlerens overvejelser for alvor. Hvilke dyr skal blive her i besætningen og hvilke skal sættes ud eller sælges til gede-gode mennesker? Jeg skal kun have otte voksne hundyr, når vi når til den nye bedækningssæson. Det er jo luksus at have dyr at vælge i mellem, men det er så svært! Jeg har efterhånden en håndfuld gamle geder, som jeg ikke er klar til at sætte ud, hvilket giver færre pladser til ungdyr. Det er meget vigtigt for mig, at flokken herhjemme er harmonisk og at dyr sælges sammen med en slægtning eller en ven, så de ikke kommer alene til et nyt sted.