Maj 2012

Maj er en dejlig måned for gedeavleren her på gården – og helt specielt i år. Bukkefolden er endelig færdig og først i maj kom Mark og Victry ud. De nyder deres nye rammer i fulde drag og jeg glæder mig over at se på dem mange gange om dagen. Yndlingsudsigten fra køkkenvinduet er blevet endnu bedre.

Sidste hånd lægges på høhækken, så halmen er klar inden bukkene flyttes ud.

Mark er i øvrigt blevet klippet, da han var meget filtret. Det er selvfølgelig en slags nødløsning, men det var helt klart godt for ham. Tiden må vise, om vi på sigt kan avle os væk fra tendensen til meget filtret pels, mine hundyr er ret forskellige på det punkt.

Mark (f. 2009) og Victry (f. 2010) nyder at komme på fold.

De indledende øvelser til årets dyrskuer er også i gang. Der skal strigles, strigles og strigles. Heldigvis gider min kloge datter at komme hjem og hjælpe. Så skiftes vi til at holde geden og arbejde med pelsen. Det tager lang tid og jeg synes jo, at det er kvalitetstid med mit barn. Hun mumler godt nok noget om, at jeg går ind for børnearbejde … Tak for hjælpen, min pige – vi fik endda også klippet klove på de 1-årige 🙂

Kiddene vokser, trives og har det godt. De er meget tamme og kommer løbende, når vi kommer ud i folden. Flaskekiddene løber naturligvis forrest, men deres glæde ved mennesker har tilsyneladende smittet af på hele flokken og det er jo dejligt.

Kiddene får fortsat flaske morgen og aften.

Så alt i alt er der mange rolige stunder – selv om vejret kunne være bedre – hvor jeg går en stille runde i folden og glæder mig over foråret og dyrene. Lægger mærke til deres små forskelligheder og drømmer om de næste års avlsarbejde …

Dejlig aftentur på folden.

April 2012

Så læmmede Hak Horn som den allersidste på selveste langfredag. Læmningen var igang meget længe – allerede fra torsdag morgen var hun urolig. Hele dagen gik. Geden skrabede med forbenene i halmen, rejste sig og lagde sig og gedeavleren tilbragte natten i stalden på 4 baller halm iført så mange lag tøj, at enhver polarforsker ville være blevet misundelig. Kun de små flaskekid syntes at det var rigtig hyggeligt at sove ved mine fødder.

Efter en lille undersøgelse om morgenen, hvor jeg sikrede mig, at der ikke lå et kid helt forkert i fødselsvejen og hvor min dygtige dyrlæge bekræftede min gode mands kloge ord om at tage det roligt og se tiden an, så længe vandet ikke var gået, nød jeg morgenkaffen og tog en god lur på den dejlige sofa inde i varmen.

Endelig kort før middag gik vandet og fuldstændig uden dramatik blev Svalens Tulle født – en skøn gimmer uden farvefejl.

Hak Horn læmmer liggende og kiddet ligger helt rigtigt.

 

 

 

 

 

 

Moderen og gedeavleren byder Svalens Tulle velkommen.

 

Hak Horn er SÅ glad for sin fine gimmer på 4,5 kg.

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg lægger meget vægt på, at der skal være så stor harmoni i flokken som overhovedet muligt. I år har jeg været så fantastisk heldig, at alle Wallisere har fået en gimmer, som kan blive hos mødrene. Dyrene er glade for, at have familiemedlemmer i flokken og det er med til at give harmoni og trivsel. Sidste år fik Hak Horn et bukkekid (Svalens Kastanie) og hun var trist i lang tid efter han blev taget fra, så Svalens Tulle er den allerdejligste prik over i’et på årets læmninger.

Kiddene vokser og har det godt. Hver dag får de lov til at komme ud af de små læmmebokse og så leger de til de styrter, medens deres mødre nyder lidt ekstra lækkert hø.

Kiddene elsker at lege på en balle halm.

Bukkene har taget al den leben i stalden med ophøjet ro, men jeg glæder mig meget til de kan komme ud og nyde livet i den nye fold. Min gode mand og min stærke søn arbejder på sagen og stolperne er på plads.

Der arbejdes hårdt på at få stolperne spidset og trykket i jorden.

De unge geder fra sidste år hygger sig i folden og har klaret adskillelsen fra deres mødre uden problemer.

Svalens Gry.

 

 

 

 

 

 

Endelig blev vejret lunere og tiden i læmmebokse  er forbi. Alle geder med kid er kommet på fold og de nyder det. Verden er så stor den første dag og det er godt at have mor i nærheden.

Veninden (f. 2009) med Svalens John og Svalens Deere.

 

 

Marts 2012

Vi venter. Venter og venter på kid og påske. Der er kommet syv Walliserkid i Nordjylland hos Erik og et enkelt hos Bjarne, så JEG GLÆDER MIG til det bliver vores tur. Vi har haft dejlige forårdage og efter lidt tilbagefald lover vejrudsigten lunere vejr igen.

Vi nyder alle overraskelserne i vores nye have, medens vi glæder os til kiddene.

Gederne går fortsat ude for at få optimalt udbytte af solens varme stråler og muligheden for at bevæge sig rundt og få lidt motion. Men især Tykke 84, som venter trillinger er efterhånden meget besværet, så tidspunket for at separere gederne i fine læmmebokse i stalden nærmer sig. Min kloge mand har besluttet at investere i gode grinder, så han én gang for alle slipper for at bygge læmmeboksene af diverse plader, strips, brædder og indlånt udstyr. De skulle gerne ankomme i næste uge og så rykker vi ind, så dyrene falder godt til inden kiddene kommer. Jeg er stor tilhænger af læmmebokse, det giver optimale muligheder for tilknytning mellem ged og kid og det giver super overblik for dyrepasserne.

Lille Grethe (f. 2009) med mavens karakteristiske facon i slutningen af drægtigheden.

I går satte vi gederne i læmmebokse inde i stalden. Min gode mand og min stærke søn tog sig af opstillingen af boksene for aller første gang her i den nye stald. Min kloge datter og jeg klippede klove på gederne og behandlede dem for lus. Det hele gik super godt og roen indfandt sig hurtigt. Vi har taget højde for, at dyr, der er gode venner, står ved siden af hinanden. De dyr, der i forvejen havde en yndlingsplads, fik også lov til at beholde den. De fem gimmerkid er lukket ude i folden med små huse at gå ind i og de klarer fint at undvære deres mødre. Så nu skal jeg bare have klaret de sidste arbejdsdage.

Sindy Jensen og Veninden (begge f. 2009) har fundet sig godt til rette i deres læmmebokse.

Og så kom de endelig! Natten til mandag d. 26. marts fik Tykke 84 véer. Vandet gik, hvorefter fødslen gik helt i stå. Jeg måtte hjælpe kiddene til verden og det hele endte med at Tykke 84 måtte aflives om morgenen. Hun var fuldstændig udmattet og viste overhovedet ingen interesse for kiddene, hvoraf de to overlevede. Det var en barsk start på sæsonen, men jeg glæder mig over de to glade, friske kid Frederikke og Flemming, der spurter rundt i stalden og drikker sutteflaske som om de aldrig har bestilt andet.

Svalens Frederikke og Svalens Flemming

De moderløses foretrukne soveplads i et lunt hjørne bygget af et par halmballer.

Det siger sig selv, at gedeavleren her på gården pt. ikke bruger så meget tid foran computeren. Der går meget hyggelig tid i stalden. Mødrene skal forkæles med lækkert hø og håndfodres med gulerødder og kiddene skal vejes, øremærkes og blive fortrolige med venlige menneskehænder. Jeg en meget glad for at være til stede ved læmningerne, så jeg kan give en hjælpende hånd, hvis der opstår behov for det.

Lille Grethe læmmer stående og kiddet ligger helt rigtigt med snuden på forbenene.

Svalens Valtra, fin gimmer på 4,2 kg.

Moderkærlighed.