Vi venter. Venter og venter på kid og påske. Der er kommet syv Walliserkid i Nordjylland hos Erik og et enkelt hos Bjarne, så JEG GLÆDER MIG til det bliver vores tur. Vi har haft dejlige forårdage og efter lidt tilbagefald lover vejrudsigten lunere vejr igen.

Vi nyder alle overraskelserne i vores nye have, medens vi glæder os til kiddene.

Gederne går fortsat ude for at få optimalt udbytte af solens varme stråler og muligheden for at bevæge sig rundt og få lidt motion. Men især Tykke 84, som venter trillinger er efterhånden meget besværet, så tidspunket for at separere gederne i fine læmmebokse i stalden nærmer sig. Min kloge mand har besluttet at investere i gode grinder, så han én gang for alle slipper for at bygge læmmeboksene af diverse plader, strips, brædder og indlånt udstyr. De skulle gerne ankomme i næste uge og så rykker vi ind, så dyrene falder godt til inden kiddene kommer. Jeg er stor tilhænger af læmmebokse, det giver optimale muligheder for tilknytning mellem ged og kid og det giver super overblik for dyrepasserne.

Lille Grethe (f. 2009) med mavens karakteristiske facon i slutningen af drægtigheden.

I går satte vi gederne i læmmebokse inde i stalden. Min gode mand og min stærke søn tog sig af opstillingen af boksene for aller første gang her i den nye stald. Min kloge datter og jeg klippede klove på gederne og behandlede dem for lus. Det hele gik super godt og roen indfandt sig hurtigt. Vi har taget højde for, at dyr, der er gode venner, står ved siden af hinanden. De dyr, der i forvejen havde en yndlingsplads, fik også lov til at beholde den. De fem gimmerkid er lukket ude i folden med små huse at gå ind i og de klarer fint at undvære deres mødre. Så nu skal jeg bare have klaret de sidste arbejdsdage.

Sindy Jensen og Veninden (begge f. 2009) har fundet sig godt til rette i deres læmmebokse.

Og så kom de endelig! Natten til mandag d. 26. marts fik Tykke 84 véer. Vandet gik, hvorefter fødslen gik helt i stå. Jeg måtte hjælpe kiddene til verden og det hele endte med at Tykke 84 måtte aflives om morgenen. Hun var fuldstændig udmattet og viste overhovedet ingen interesse for kiddene, hvoraf de to overlevede. Det var en barsk start på sæsonen, men jeg glæder mig over de to glade, friske kid Frederikke og Flemming, der spurter rundt i stalden og drikker sutteflaske som om de aldrig har bestilt andet.

De moderløses foretrukne soveplads i et lunt hjørne bygget af et par halmballer.

Det siger sig selv, at gedeavleren her på gården pt. ikke bruger så meget tid foran computeren. Der går meget hyggelig tid i stalden. Mødrene skal forkæles med lækkert hø og håndfodres med gulerødder og kiddene skal vejes, øremærkes og blive fortrolige med venlige menneskehænder. Jeg en meget glad for at være til stede ved læmningerne, så jeg kan give en hjælpende hånd, hvis der opstår behov for det.

Lille Grethe læmmer stående og kiddet ligger helt rigtigt med snuden på forbenene.

Svalens Valtra, fin gimmer på 4,2 kg.

Moderkærlighed.

Så kom frosten og det klare solskinsvejr. Det passer gederne strålende. Arbejdet bliver lidt anderledes for gedeavleren her på gården, men det vænner jeg mig hurtigt til. Vandspandene fryser og står fyldte i bryggerset om natten, så de kan serveres ved stuetemperatur om morgenen.

Gedernes appetit er lidt større i kulden, så rationen er blevet sat op. Wrap, halm og roer er også på menuen – juletræerne er netop sluppet op.

Det kan efterhånden ses, at gederne er drægtige. Især Tykke 84, som venter trillinger er allerede meget tyk. Jeg er meget spændt på, hvordan min første læmmesæson her på gården forløber. Jeg har heldigvis ferie fra d. 29. marts til d. 16. april, så jeg kan være hjemme, når kiddene kommer. Det bliver en travl og dejlig tid.

Vi har netop været på weekend i Jylland og befandt os pludselig i Ulfborg, hvor Sindy Jensen arbejdede omhyggeligt med Walliser-avl i mange år. Det er hendes fortjeneste, at racen ikke er helt forsvundet i Danmark. Vi fandt huset, men Sindy’s mand kunne fortælle, at hun sov ind i november efter et langt liv. Æret være hendes minde.

Jeg sender Sindy en taknemmelig tanke, når jeg ser mine seks drægtige Wallisere ligge og tygge drøv i februars klare solskin. Selvom det er iskoldt, er foråret, erantisserne og fremtidens avlsdyr på vej – det er meget livsbekræftende.

Januar er en stille måned for gedeavleren her på gården. Vi er flyttet hertil d. 1. juli – vi flyttede ind, da København druknede i regn. Min gode mand, som har drevet jorden her omkring i hele sit liv, kan ikke huske, at der nogen sinde er kommet så meget vand. Gedefolden ser da også ud derefter med meget pladder forskellige steder, men vi vælger stadig at lade gederne gå ud og ind, som de vil. Der skal ikke meget sol og tørvejr til, før de springer over pytterne og går til de mere tørre områder af folden og nyder livet.

Kun de to bukke Mark på 2½ og Victry på 1½ går i stalden i en stor boks og kan ikke komme ud. Bukkefolden blev tilsået i efteråret og er endnu ikke klar til at slides på. Vores bukke flyttede først endelig hjem til os d. 29. oktober, da de skulle bedække gederne. Jeg kunne ikke have buk, hvor jeg boede før, så mine bukke har været opstaldet hos gode gedevenner gennem årene. Nu går vi og vænner os til hinanden, medens de er på stald og det er en stor glæde, at de lader sig klø og virker veltilpasse her.

I januar fodrer jeg altid med juletræer. Gederne får meget god tid til at gå med at gnave i dem, der bliver kun en lille, tør afbarket stamme tilbage. Tidligere har de fået dem i en stor bunke i folden, men i år har min gode mand opfundet et juletræsophæng. Juletræet hænger således vandret ned i to kæder, der sidder i loftet og bliver ikke beskidt nogen steder. Det virker rigtig fint.

Nu glæder vi os til næste uge, hvor gederne bliver scannet, så vi ved, hvor mange kid, der er på vej. De senere år har jeg fået scannet gederne. Når jeg ved, hvor mange kid, der er i hver enkelt ged, kan jeg bedre tage lidt ekstra hensyn til dem, der skal have trillinger eller førstegangslæmmere, der skal have tvillinger. Endvidere er det rart at vide, hvor mange kid der er, hvis der opstår problemer under læmningen. Kiddene er jo et af årets store højdepunkter, så scanningsdagen er en lille forsmag på glæderne.

Så er gederne scannet.

I søndags, da jeg selv befandt mig i Hjørring, måtte min gode mand og min kloge datter sørge for at have alle gederne bundet og klar til scanning. Det klarede de heldigvis fint og vi er meget tilfredse med resultatet. Én af de gamle Wallisere venter trillinger, én skal kun have et kid og de sidste fire venter tvillinger. Så nu venter vi bare på foråret og påskeferien, hvor alle de nye små Wallisere gerne skulle se dagens lys.